Heltidsundervisning på Bjerget
"På toppen er udsigten altid god!"
Sct. Hansgade 38 C, 4000 Roskilde
Tilbuddet henvender sig til:
Elever fra 8. - 9. klassetrin, som har brug for et anderledes undervisningstilbud, der bygger på individuelle hensyn og mulighed for personlig udvikling.
Undervisningstid
Mandag 8.30 - 13.30
Tirsdag 8.30 - 13.30
Onsdag 8.30 – 15.00
Torsdag 8.30 - 13.30
Fredag 8.30 – 12.15
Skoledagen
Vi begynder dagen med morgenmad, juice og frugt.
Herefter følger den daglige frilæsning i ½ til 1 time. Efter frilæsningen arbejder eleverne individuelt med fagene dansk, engelsk og matematik.
Der bliver derefter tid til pause, hvor der er mulighed for at spille bold udendørs eller spille spil; fx PC - spil.
Vi køber i fællesskab ind til frokost, tilbereder maden og spiser den sammen. Skoledagen sluttes ofte af med at vi alle går en tur til fx biblioteket eller til en seværdighed i byen.
Ture og ekskursioner
Onsdag er turdag. Her tager vi rundt og oplever de nære og de lidt fjernere omgivelser. Turmålene kan være Zoo, Rosenborg eller Botanisk have, skoven, Lejre forsøgscenter eller lignende. Alle ture foregår til fods, på cykel eller med offentlige transportmidler.
Undervisningens opbygning
Undervisningen bygger på at udvikle og stimulere elevens lyst til at lære.
Vi giver eleverne tid til undren og hjælper hinanden med at løse de opstillede problemer. Vi arbejder med socialisering og lærer blandt andet eleverne konflikthåndtering.
- Dansk, matematik og engelsk
- Erhvervspraktik og brobygning
- Sund kost. Vi arbejder sammen om at tilberede sund mad, hvorved eleverne lærer hvilke madvarer, der indgår i et sundt måltid.
- Omverdenskendskab. Her beskæftiger vi os med aktuelle samfundsspørgsmål.
- Motion. Vi går lange ture eller dyrker de sportsaktiviteter, som eleverne finder interessante.
Disse ting skaber i sammenhæng grundlaget for at eleverne skulle kunne gennemføre afgangsprøver i fagene dansk, engelsk og matematik. Eleven kan under alle omstændigheder få en udtalelse med dokumentation for 9 års skolegang.
Forældresamarbejde og elevsamtaler
Vi lægger vægt på et nært samarbejde med eleven og forældrene. Skole- hjemsamtaler tager udgangspunkt i elevens og i forældrenes behov og sker enten over telefonen eller ved egentlige møder løbende gennem skoleåret.
Lejrskole
Foruden de faste onsdagsture tager klassen på lejrskole i Danmark eller i udlandet.
Praktik og brobygning
Vi lægger vægt på et nært samarbejde mellem eleven og vejlederne fra Ungdommens Uddannelsesvejledning. Praktik- og brobygningsforløb vægtes højt.
I heltidsundervisning er der mulighed for flere og længere praktikperioder end i folkeskolen, så eleverne kan spore sig ind på netop den ungdomsuddannelse, der passer dem.
Ferieplan
Ungdomsskolens heltidsundervisning følger folkeskolernes ferieplan.
Hvad gør man for at blive elev i heltidsundervisningen?
Henvisning til heltidsundervisning foregår i et tæt samarbejde mellem eleven, klasselæreren, forældrene og heltidsskolens lærere efter indstilling fra skolepsykologen.
Yderligere oplysninger
Per Nørgaard
Viceinspektør
46 31 44 59